Når herreholdet i TIK Taastrup møder ind til træning mandag den 4. Maj efter en kort pause, bliver det med en ny cheftræner ved roret. Klubben har ansat Jonas Munch Andersen, der kommer fra HIK, hvor han har stået i spidsen for både deres 2. divisionshold og U19-ligahold.

Ansættelsen markerer starten på en lidt anden strategisk retning end tidligere for TIK Taastrup. Klubben ønsker at opbygge et stærkt fundament for fremtiden med fokus på langsigtet udvikling af unge spillere. I de kommende sæsoner vil der være et øget fokus på at udvikle unge spillere, suppleret af enkelte mere erfarne spillere, som på sigt kan være med til at føre holdet tilbage til den landsdækkende 1. division.

I TIK Taastrup er ambitionen at skabe et hold, der kan holde i mange år. Derfor vil klubben arbejde målrettet med at integrere og udvikle unge spillere, som kan vokse med opgaven og blive en del af klubbens fremtidige fundament.

Farvel til trænerduo

Samtidig tager klubben afsked med trænerduoen Jeppe Olsen og Andreas Stryger, som stopper efter sæsonen i 1. division. De to trænere har ydet en stor indsats siden oprykningen og har sammen med spillertruppen kæmpet hårdt for at sikre overlevelse i en udfordrende sæson.

Selvom det ikke lykkedes at bevare pladsen i 1. division, ønsker TIK Taastrup at rette en stor tak til begge trænere for deres dedikation og engagement i klubben.

Nu ser TIK Taastrup frem mod et nyt kapitel med Jonas Munch Andersen ved roret og en klar ambition om at udvikle holdet og igen spille med i den landsdækkende 1. Division